FÆRDSELSTAVLER

- beskrivelse og opdeling

Der anvendes følgende hovedtavler:

A Advarselstavle Advarselstavler angiver fare. De opsættes i almindelighed kun, hvor faren vanskeligt kan forudses af trafikanterne eller er væsentlig større, end trafikanterne må forvente.
B Vigepligtstavle Vigepligtstavler angiver vigepligtsforhold.
C Forbudstavle Forbudstavler angiver særlige forbud.
D Påbudstavle Påbudstavler angiver særlige påbud.
E Oplysningstavle Oplysningstavler angiver andre forhold af færdselsmæssig betydning.

Færdselstavler opsættes i højre side af vejen i færdselsretningen. Dog kan færdselstavler opsættes i midterrabat eller i venstre side af vejen eller ophænges over kørebanen, hvor vej- eller færdselsmæssige forhold gør det påkrævet.

Færdselstavler gælder normalt for al trafik i færdselsretningen. Deres betydning kan dog indskrænkes til kun at gælde for trafikken ad enkelte vognbaner. Dette kan på ophængte tavler tydeliggøres med nedadrettede pile eller vises på oplysningstavler.


Advarselstavler
ADVARSELSTAVLER

Advarselstavler er trekantede med spidsen opad. De har rød rand og hvidt midterfelt med sort symbol, som angiver farens art. Det anførte gælder dog ikke tavlerne Krydsmærker (A74) og Afstandsmærker (A75).

Uden for tættere bebygget område opsættes advarselstavler normalt mellem 150 og 250 m før farestedet. Opsættes de i anden afstand f.eks. på motorvej, angives afstanden på undertavle.

I tættere bebygget område kan tavlerne opsættes i kortere afstand fra farestedet uden afstandsangivelse.

Tavlerne Modkørende færdsel (A18), Farlig rabat (A35), Krydsmærker (A74), Afstandsmærker (A75) og Havnekaj (A92), opsættes som anført ved disse.


Vigepligtstavler
VIGEPLIGTSTAVLER

Vigepligtstavler opsættes umiddelbart ved det sted, hvor eller hvorfra den angivne vigepligtsregel gælder.

Til toppen af siden

Forbudstavler
FORBUDSTAVLER

Forbudstavler er cirkelformede. De har, med ganske få undtagelser, rød rand og sort symbol, der angiver forbudets art.

Forbudstavler opsættes normalt umiddelbart ved det sted, hvor eller hvorfra forbudet gælder. Tavler, der opsættes i nogen afstand fra stedet, forsynes med undertavle med afstandsangivelse.

Hvor andet ikke er bestemt, gælder et forbud frem til næste vejkryds, hvis det ikke forinden er ophævet med ophørstavle, eller andet er angivet med undertavle.


Påbudstavler
PÅBUDSTAVLER

Påbudstavler er cirkelformede med blå bund og hvidt symbol, som angiver påbudets art. Påbudstavler opsættes umiddelbart ved det sted, hvor eller hvorfra påbudet gælder.


Oplysningstavler
OPLYSNINGSTAVLER

Oplysningstavler er rektangulære. De har, med ganske få undtagelser, blå bund og hvidt symbol eller hvid tekst.

Oplysningstavler opsættes i nærheden af det sted eller ved begyndelsen af den vejstrækning, som tavlens indhold vedrører. Tavler der opsættes i nogen afstand, kan forsynes med afstandsangivelse forneden på tavlen eller på undertavle.


UNDERTAVLER

En færdselstavles betydning kan præciseres, indskrænkes eller udvides ved tekst, tal eller symbol på en rektangulær tavle under hovedtavlen.

Undertavler til advarselstavler, vigepligtstavler og forbudstavler har hvid bund. Undertavler til påbudstavler og oplysningstavler har blå bund, dog med en enkelt undtagelse.

Til toppen af siden

 

Bemærk:

Foranstående er kun korte uddrag fra færdselslæren, og er ikke fyldestgørende, så der henvises til Køreskolens Teoribog.
Der tages forbehold for fejl og mangler.